Hvis du står foran at skulle starte din egen webshop, er en de første og vigtigste overvejelser, hvilket system du skal vælge til at administrere din webshop. Der findes overordnet set to forskellige slags webshopløsninger: hostede eller open source. Kort sagt er de hostede løsninger nemme at komme i gang med, men ikke så fleksible, hvis du har specielle ønsker. Et open source system kan tage lidt længere tid at komme i gang med, men kan i højere grad skræddersyes til at passe lige præcis dine behov for din webshop.
Hvilket system skal jeg vælge?
Af open source systemer på markedet kan nævnes Magento og osCommerce, som er to af de mest udbredte, og de har begge deres fordele og ulemper. Magento har sin helt klare fordel i at det er et meget komplet system, som virker “out of the box” så at sige. Vores erfaring er dog at hvis man har nogle krav til sin webshop, som afviger lidt fra den standardfunktionalitet som Magento tilbyder, bliver det både tidskrævende og kompliceret at tilpasse systemet. I dag vil jeg dog skrive lidt om Drupal Commerce, som er en af de nye spillere på markedet indenfor open source webshops, som gør det mere fleksibelt at administrere og opsætte en webshop.
Om Drupal Commerce
Drupal Commerce er som sagt et nyt initiativ indenfor e-commerce. Systemet er bygget på den nyeste version af det populære CMS, Drupal, som vi tidligere har beskrevet her på bloggen: Gennemgang af Drupal 7
Da Drupal Commerce er bygget på Drupal 7, gør det også brug af de fantastiske features, som ligger i kernen af dette system, såsom indholdstyper, billedskalering og sprogversionering. Man har altså et shopsystem som er bygget ovenpå et fantastisk alsidigt CMS, hvor man kan trække på mange af de kernefunktionaliteter , som ligger heri. I sidste ende får man et meget fleksibelt shopsystem, som er let at tilpasse og justere som man har lyst til. Hvis man skal fremhæve nogle af de vigtigste features ved Drupal Commerce, så kan man nævne:
- Produkthåndtering og lagerstyring.
- Fuld kontrol over hvordan indkøbskurv, produktsider og produktoversigter skal opbygges.
- Automatisk udregning af moms og afgifter.
- Mulighed for forskellige fragt- og betalingsmetoder.
- Automatisk emailudsendelse.
- Ordrehåndtering
- Og meget meget mere…
Ovenstående liste taget i betragtning, får man en meget alsidigt shopsystem, som kan håndtere både store og små webshops og alt hvad der hører til. Hvis man ønsker at starte en simpel webshop, kan man blot skrabe nogle af de overflødige funktionaliteter væk, så man står tilbage med de mest nødvendige funktionaliteter. Omvendt er det nemt at udvide sin webshop, hvis man pludselig finder ud af, at man har behov for meget mere end først antaget.
Lær Drupal Commerce – En guide til shopejeren
I de kommende måneder vil vi her på bloggen dele ud af vores viden og erfaring omkring Drupal Commerce. Der vil komme en lille serie af indlæg, som kommer til at handle om den mest basale daglige brug af systemet. Serien vil være rettet imod personer, som sidder med administrationen af deres egen Drupal Commerce webshop og vil bl.a. komme til at handle om:
- Oprettelse og administration af produkter
- Produktvisning og justering
- Ordreadministration
- Oprettelse af simple eller tidsbaserede rabatter.
Hold øje med bloggen i den kommende tid for mere info om Drupal Commerce. Smid endelig en kommentar, hvis du har nogle forespørgsler til, hvad du gerne vil lære mere om angående Drupal Commerce.


Pingback: Yarnfreak – en moderne garnbutik på nettet | Create Inside Blog